De Danske Hyrder fortsætter i nostalgiens spor på singlen ’2nul10’

 

De Danske Hyrder udgiver i dag sangen ’2nul10’, som først og fremmest beskriver den magi og energi, der opstår i studiet eller sommerhuset, når drengene mødes og skriver ny musik. Sangen trækker samtidig også tråde til den lyd, som definerede De Danske Hyrders indtræden på den danske musikscene tilbage i 2013.
 
’2nul10’ har en nostalgisk klang og kigger tilbage på et tidspunkt i historien - eller et tidsrum (02.10). Det er en sang, som inviterer ind i en slags tidslomme, da den også markerer gruppens tilblivelse tilbage i 2013. Og så udspringer sangen, som altid også, af individuelle og fælles oplevelser, som i sidste ende danner rammen for hvert medlems identitet og herved et samlet fælles kollektivt udtryk, som kendetegner De Danske Hyrder. Inspirationen til ’2nul10’ kommer fra en unison energi i studiet blandt de samme drenge, som altid er med i maskinrummet, når de arbejder på musikken. 
 
Selv siger DDH:
”For os er dette nummer vigtigt at udgive for at vise, at det stadig er de samme drenge, der deler tanker og minder. Noget som taler til vores trofaste publikum men også nye lyttere, som ikke kender os i forvejen, men kan spejle sig i vores musik og tekster. Nummeret er skrevet i en opløftende tone og har en energi af “lige meget hvad der sker, ka’ de ik stop os” - meget det mantra vi altid har forsøgt at indkapsle i vores sange. 2nul10 er i vores optik et ægte DDH-nummer - både i lydbilledet samt tematikkerne”.
 
’2nul10’ byder op til meget mere lyd fra vennerne Marty, Bering, Ado & Oli, og er én ud af en række sange, som lander i 2024/2025.

Lyt til sangen her

De Danske Hyrder
Instagram I Facebook

 
Julier Bugge