Julie Maria fejrer 20 års musikkarriere med ny musikvideo til 'Pagten'

 

Siden debutalbummet Beautiful Minor udkom i 2004, har Julie Maria spillet i din radio i to årtier, hun er stemmen bag titelmelodien til DRs julekalender ’Pagten’, som fejrer 15-års jubilæum, og så er hun også med i din Højskolesangbog. Mange stærke danske artister har haft æren af hendes samarbejde - det gælder navne som Steffen Brandt, Tina Dickow, Tim Christensen, Mads Langer, Søren Huss, Randi Laubek, Hella Joof, Pernille Rosendahl m.fl. Hun er med andre ord ikke rigtig til at komme udenom.
 
For at fejre sine 20 mangfoldige år i musik, og at det er 15 år siden, at ’Pagten’ udkom, har Julie Maria for nyligt udgivet en ny fortolkning af ’Pagten’ i en smuk stemningsfyldt akustisk version. Og i denne uge udgiver hun for første gang en officiel musikvideo til sangen. 

Se den nye video og lyt til 'Pagten (Akustisk Version)' her
 
Julie Maria fortæller om sangen:
”’Pagten’ udkom for 15 år siden, og jeg har ønsket at lade sangen følge med tiden - og dermed med mig - endnu tættere på kernen. Tiden fordrer, at vi tør stå frem, som dem vi er - og derfra række ind i fællesskabet, med sårbarheden som vores store styrke. Det føler jeg, at vi gør med denne intime version”.
 
Som en ekstra fejring af jubilæerne, kan du opleve Julie Maria helt eksklusivt, når hun i december gæster Aarhus Musikhus og Koncerthuset Studie 2. Disse to aftener bliver, med sangene som anker, en både personlig og musikalsk fortælling om en udviklingsrejse fra smuk mol til dyb dur. På disse to særligt skabte aftener, bringer Julie Maria salen i kog, når hun, sammen med strygergruppen Who Killed Bambi, det rytmiske ungdomskor Syng Selected, duomakkeren Mads Reinhold og sin loopstation, byder på hits, du husker og helt nye sange. 
 
12.12.24 AARHUS MUSIKHUS - LILLE SAL
20.12.24 KØBENHAVN - KONCERTHUSET STUDIE 2

 
Julier Bugge