Den finske kvintet The Holy annoncerer nyt album Mono Freedom – ude 17. april
Efter deres debutalbum Daughter, der sidste år modtog en EMMA-nominering for Critics’ Choice, er finske The Holy nu klar med album nummer to, Mono Freedom, der udkommer d. 17 april på Playground Music Scandinavia.
På albummet vover bandet sig ud i en blanding af kraut- og altrock, hvor arrangementerne langsomt udvikler sig sammen med stærke temaer, der giver Mono Freedom en samlet helhedsfornemmelse. Frontmand Eetu Henrik Livari fortæller om albummet:
“Mono Freedom er et album der overordnet omfavner temaet utopi. Det tager udgangspunkt i en fiktiv fortælling om Moder natur, som overtager jorden, og tvinger de sidste mennesker til at pakke alle deres ting, bygge en raket og rejse ud i det sorte univers vel vidende om, at der sikkert ikke findes noget derude. På albummet vinkles denne fortælling med en positiv utopisk tilgang, og ikke den klassiske dystopiske version man normalt bliver præsenteret for i fortællinger som disse. Albummets tekstunivers er desuden inspireret af Alan Weisman’s bog The World Without Us - en videnskabsbog, der netop handler om, hvad der ville ske hvis mennesket rejser fra jorden.”
På livescenen har The Holy været vidt omkring, og blandt andet optrådt på festivalerne Iceland Airwaves, Eurosonic, Reeperbahn og Ja Ja Ja – både i London og Berlin. De er desuden stamgæster på de finske festivals-favoritter; Flow Festival, Ruisrock og Provinssirock. Og det at spille live, er noget bandet er særligt glade for:
“Jeg synes helt klart at mange af vores sange bliver endnu bedre, når vi spiller dem live. Jeg elsker udfordringen i at genskabe de instrumentale elementer som vi skaber i studiet med et stort orkester, når vi spiller live. Der er så meget kreativ energi og opfindsomhed i vores band, som gør, at vi på en eller anden måde formår at genskabe den her store orkester lyd fra studiet” fortæller Eetu.
Sammen med nyheden om det nye album, kan bandet desuden annoncere de første to singler derfra – ’Twilight Of The Idiots’ samt ’No Trial In The Dark’, der udkommer i dag, og kan høres HER.