Den Danske Duo JÆRV åbner sommerballet - "Et Andet Liv" udkommer fredag den 12. juni
Det er som om at man ironisk nok starter helt forfra, lige så snart man har udgivet sit debutalbum. Denne første store udgivelse giver en følelse af noget opsummerende. Noget midlertidigt konkluderende. Lidt sådan …… “Her er vores statement”.
For duoen JÆRV blev dette statement og denne forløsning debutalbummet ”Kriger”, som duoen udsendte i sensommeren 2019 til store roser i flere af landets mest fremtrædende medier. “Lyder som absolut ingen andre i dansk pop” syntes at være gengangeren i anmeldelserne og tilkendegivelserne.
Amanda Glindvad og Mathias Pedersen Smidt gik straks i studiet igen og begyndte arbejdet med at sortere og udvælge nyt materiale blandt de mange skitser, der havde hobet sig op i processen med færdiggørelsen af Kriger. Og da coronaen så indtraf med aflyste koncerter og et kulturliv på pause, bestemte JÆRV sig for at bruge tiden i lockdown fasen på at fordybe sig endnu mere i nye sange.
Det har nu i første omgang resulteret i singlen Et Andet Liv; “en drivende midnatsommersang, som en meditation eller længsel efter en sommer der var”, ifølge forsanger Amanda.
”Et Andet Liv” blev til i Amanda og Mathias’ nye studie i Nordvest kvarteret i København. Den indledende ide til sangen kom hurtigt og det meste af arrangementet tog hurtigt form. Men derefter gik processen lidt i stå. Efter at have siddet over for hinanden og skiftedes til at præsentere vokal-ideer udbrød Amanda lige pludselig “hvorfor synger du ikke bare sangens næste del?”. Mathias affejede prompte ideen og snakkede udenom, men da de mødtes næste dag, havde han alligevel givet det et forsøg – efter at Amanda var gået fra studiet.
Et Andet Liv er dermed første sang fra JÆRVs hånd, hvor både Amanda og Mathias optræder på vokal. Samtidigt bliver nummeret første smagsprøve på duoens kommende udgivelse, hvor de yderligere udforsker, hvilke nye muligheder den nye, dobbelte vokal har givet dem.
“Vi har altid lagt meget energi i at prøve at tage Amandas vokaler nye steder hen, når vi laver sange. Vokalen er den vildeste synthesizer i verden, og den er mindst lige så interessant at udforske som alt muligt obskurt og excentrisk gear. Med al den fascination af at manipulere hendes stemme, tror jeg at vi i noget tid har overset det helt oplagte og fede der også ligger i at lade to forskellige stemmer synge sammen. Det er måske trivielt at påpege det, da det er en af de ældste musikalske sandheder i verden – men for os var det en virkelig stor ting!” udtaler Mathias.
“Jeg har længe spurgt Mat i studiet om ikke han vil synge, men det er først lykkedes nu at få ham overbevist. Jeg synes, vores stemmer sammen og i forlængelse af hinanden tilføjer vores univers noget unikt, som jeg virkelig godt kan lide. Og så elsker jeg Mathias’ lidt drengede klang og måde at synge på, som er utroligt umiddelbar” fortsætter Amanda.
”Et Andet Liv” udkommer 12 Juni på Playground Music Danmark. Et nyt album er allerede i støbeskeen.
Singlen kan høres her: https://jaerv.ffm.to/etandetliv fra fredag morgen.
https://www.facebook.com/JAERV.MUSIC