Kå- INGEN STRESS, lev i nuet

Drømmende produktioner, stærke tekster, ørehængende omkvæd og melodisk rap – opskriften på et Kå track. Når det kommer til flow, beat- og tekstmæssig levering formår Kå altid at udfordre den nuværende tilgang til hip hop og rap - og det er også tilfældet på singlen 'Ingen Stress'.
Kå befinder sig i en konstant organisk og uforanderlig musikalsk udvikling og samler op på eksistentielle, følelsesmæssige emner, hvilket kendetegner Kås måde at skrive musik på. Han er karakterfast og insisterende og går ikke på kompromis med sin sound eller sit tekstunivers.
 
Lyden og viben på de nye produktioner har, siden de sidste par udgivelser, ændret karakter, og det er et lidt mere dystert univers, som vi bliver inviteret ind i. Udover at skrive og producere for sig selv, arbejder Kå også med artister som Marwan, Emil Kruse, Louis Valuta, Danni Toma m.fl.
 
På 'Ingen Stress' er vi ude i et 4/4 track med en klubbet feel, som er inspireret af house og pop og tracket er præget af tunge distorted 808’s med drømmende synth melodier. Og det har altid været Kå’s DNA - at udfordre sig selv men også de nuværende tendenser.
 
”Nummeret handler om ikke at stresse for meget over fremtiden og dét, vi ikke har, men hellere være i nuet og sætte pris på det, vi har. Jeg tror lykken, som vi alle jagter, findes i nuet”, forklarer Kå.
 
'Ingen Stress' vil være at finde på en kommende EP, der har fået titlen SKYBRUD.
 
”Jeg er egentlig et konfliktsky menneske. I processen med min musik, har jeg været tvunget til at se nogle udfordringer i øjnene. Nogen gange bliver ting, jeg gerne ville ha’ sagt til en person, sagt på en sang i stedet. Af samme grund har jeg valgt at kalde denne EP ”Skybrud”… skybruddet er et symbol for min konfliktskyhed, som jeg endelig giver lov til at flyde frit”, forklarer Kå.

Kå annoncerer, sammen med udgivelsen af 'Ingen Stress', en koncert på Ideal Bar i København torsdag den 25. april 2019. Foruden dette show vil Kå snarest offentliggøre yderlige steder at fange ham live.  
 
'Ingen Stress' udkommer på Playground Music d. 23/11.

Lyt til singlen her.
Uncategorized, Alleadmin