Pastell - vi vil gerne lave musik, som kan rykke folk på dansegulvet og få publikum til at synge med

​Pastell er historien om tre venner – Oskar på 19 (singer/songwriter), Malthe på 20 (songwriter/producer) og Markus på 20 (producer). De er alle bosat på Møn på Sydsjælland og har kendt hinanden i 12 år. De fandt i tidernes morgen sammen i den lokale skoles band, hvor de hurtigt dannede bånd. Seks år senere blev de enige om, at de skulle starte et band sammen.
Langt væk fra København og storbyens pulserende liv og musik, har de udviklet deres sange, sangskrivning og defineret deres helt egen lyd. Projektet startede for alvor op i 2016, hvor de mødtes på Markus’ værelse og skrev og indspillede – kun udrustet med en mikrofon og en bærbar. Det resulterede i en håndfuld sange, som de sendte rundt. Playground Music forelskede sig i musikken, talentet og bandet – signede dem – og i dag udkommer Pastells debutsingle ”Perfect Girl”.
 
”’Perfect Girl’ er en af de første sange, vi skrev til Pastell. Derfor betyder sangen meget for os, og det er naturligt, at den er blevet vores debutsingle. ’Perfect Girl’ handler om det overfladiske liv på Instagram. At man godt kan se den her falske facade, som vi alle bevidst eller ubevidst bidrager til. Vi erkender, at vi da også ind i mellem springer i med begge ben, når vi ser den ”perfekte pige”, men vi inderst inde ved vi, at hun sandsynligvis ikke er perfekt”.
 
Hvor Malthe trækker tråde til 80’er pop/disco, bevæger Markus sig i undergrundsgenrer som future bass og andre elektroniske subgenrer og Oskar føler sig godt tilpas i singer/songwriter universet.
 
”Pastell er egentlig bare tre venner, der har kendt hinanden i en menneskealder - i hvert fald når man er 19-20 år gamle. Vi har en fælles kærlighed til musik, og drømmer om at tage det vi laver, så langt som muligt. I vores musikalske opvækst har vi spillet sammen og hver for sig, og vi har beskæftiget os med musikken på vidt forskellige måder. Når vi blander vores individualitet og kompetencer, har vi fundet ud af, at vi kan skabe noget nyt og friskt. Vi vil gerne lave musik, som kan rykke folk på dansegulvet og få dem til at synge med. Det er essensen af Pastell!”.
 
Pastell arbejder, udover med Playground, også med Birdseye Agency (De Danske Hyrder, Rasmus Walter, Kellermensch m.fl.), der også faldt for bandets udtryk, og de er ved at sørge for, at Pastell kan opleves live i 2018.

Lyt til "Perfect Girl" og se den tilhørende musikvideo her:

Uncategorized, Alleadmin