Per Vers er klar med første lyd fra sit største projekt til dato

”Ha’ Det Så Ungt” er den første lyd vi hører fra Per Vers’ længe ventede albumprojekt ”Knust Kunst”. Et konceptalbum. De tolv tracks på albummet bygger på tolv danske vinylplader, som Per har fået lov til at lege med og putte i sampleren. Det er sjældne, støvede og skæve ting for det meste - godt gemt og desværre glemt. Kun to af de samplede sange er fra dette årtusind og kun to ud af de resterende ti kan findes på streamingtjenesterne. Men nu kommer de ud i lyset igen - på en ny måde.
De gamle analoge fuldfede toner er røget igennem maskineriet hos ES (Esben Thornhal) der har stået for musikken på L.O.C.’s tre sidste albums.
 
”Ha’ Det Så Ungt” er en bouncy og svingende sag om hverdagens konstante battle mellem livsglæde og mismod. Den bygger på den legendariske Savage Rose-forsanger Annisette Koppels debutsingle, som hun indspillede som bare 15-årig helt tilbage i 1966.
 
"Ha' Det Så Ungt" er ude i dag på alle digitale platforme - lyt til tracket HER.
Uncategorized, Alleadmin