Vesper er klar med deres anden EP ”Good Morning” – ude den 4. maj

Den danske duo Vesper er klar til at udgive deres anden EP ”Good Morning”, der er skrevet, indspillet og produceret af duoen selv. ”Good Morning” udkommer den 4. maj 2018 og følger op på deres anmelderroste selvbetitlede debut-EP fra april 2017. 
Med et musikalsk referencespektrum, der tæller fra artister som Nine Inch Nails over Frank Ocean og Sade til techno, drum ’n’ bass og jungle, trækkes der på mange inspirationskilder, mens duoens egen musik ender i en stramt eksekveret lyd og skarpt leveret fortælling.
 
Om ”Good Morning” fortæller den ene halvdel af Vesper, Mikkel Sönnichsen:
””Good Morning” er skrevet, produceret og indspillet i sommeren 2017 i vores studie i Nordvest. For mig handler ep’en om at udvikle sig og blive et bedre menneske. Gennem kærlighed til andre mennesker, kærlighed til verden generelt og refleksion over tidligere erfaringer.”
 
Nana Odderskær supplerer:
””Good Morning” laver helt ærligt solstråler i mig. Endelig kom den dag hvor jeg skulle skrive disse sange, sammen med min gode ven Mikkel. Vi har kastet lag på lag og væltet rundt i hinanden med alverdens idéer og samtidig ingen, men pludselig opstår der ting når vi leger sammen, og det er magisk.
”Good Morning” handler om at blive voksen og hvad det egentlig vil sige. For os betyder det at lære at vælge sig selv og sin vej og stå fast, uanset hvad andre måtte mene om det.”
 
Vespers musik opstår i et møde imellem den alternative rockscene og technoens tunge rytmer. Nana Odderskær og Mikkel Sönnichsen har vidt forskellige musikalske baggrunde og som Vesper står de for en lyd, hvor en sitrende sødme kæler om de toneangivende beats og elektronisk-skabte univers.
 
Vesper er for alvor ved at træde i karakter og indtage rollen som et af de mest lovende danske acts, man skal holde øje med i 2018.

"Good Morning" udkommer på fredag den 4. maj på alle digitale platforme.

 Vesper socials 
Facebook I Instagram
Uncategorized, Alleadmin