Fräulein
Anna, Jeppe og Emil i Fräulein har været sammen i 8 år, og har i den grad opnået mange flotte milepæle i løbet af deres karriere. For nogle år siden modtog bandet blandt andet et talentlegat samt priser fra Jelling og Tinderbox. En tætpakket optræden på SPOT festival forrige år vidner også om, at her var noget specielt i vente, og efterfølgende har de lavet op mod 200 sange. Udover god airplay med især singlen ”Hvad vil du ha” (#12 på charten), har Fräulein også gjort sig bemærket på live-scenerne, hvor de bl.a. har været support for Love Shop. Bandet blev også udvalgt af DBU til at skrive sangen til kvindelandsholdet i fodbold til sidste VM.
Efter udgivelsen af deres debutalbum for et år siden, har den fynske trio Fräulein turneret landet rundt og skrevet nye sange, og nu er gruppen snart igen aktuel med ny musik.