Nanna Bottos udgiver sangen ’Pacifist’ og mindes en tid, hvor alting føltes nemmere
Den danske sangskriver og sangerinde Nanna Bottos er tilbage med sin nye single ’Pacifist’. På sangen udforsker Bottos en længsel efter barndommens bekymringsløshed. Samtidig beskriver hun måden, hvorpå voksenlivet, på godt og ondt, har vristet hendes barnlige naivitet fra hende.
Nanna Bottos siger selv om ’Pacifist’:
”Ønsket om at være et bedre menneske kan være svært, hvis man gang på gang har fået bevist, at andre mennesker ikke altid vil én det godt. Lige så smukt som livet kan være, lige så hårdt, brutalt og uretfærdigt kan det også være - og det kan give selv en pacifist lyst til at slå nogen ihjel”.
Pulserende el-guitar og insisterende trommer bærer Nannas vokal, som igennem sangen stiger i intensitet og til sidst kulminerer i et kraftfuldt c-stykke, hvor frustration og vrede syrer ud gennem højtalerne. ’Pacifist’ er en uptempo sang med en ærlig tekst, hvor store følelser (igen) får frit spil. Det er en sang, du får lyst til at køre ud i solnedgangen til og som leder tankerne hen på kunstnere som Kacey Musgraves, Sascha Sloan og Phoebe Bridgers.
Om Nanna Bottos
De seneste år har Nanna skrevet sange for forskellige danske og udenlandske artister. Hun fik bl.a. sidste år sin første platinplade for sangen ”Raindrops”; en sang hun har skrevet med bandet “NiziU" fra Japan. Nanna har også skrevet til den legendariske k-pop gruppe “TWICE”, med hvem hun fik en guldplade for over 150.000 solgte fysiske eksemplarer i Japan. Begge sange er også gået #1 i Japan. Hendes ord og arrangementer har prydet mere end 30 udgivne sange, fordelt på næsten samme antal artister.
Der er dog meget langt fra K-pop og co-writes til Nannas aktuelle soloprojekt, som kommer efter Nannas mange år som medlem i forskellige musikalske konstellationer, bl.a. bandet “Ida Red” med hvem hun bl.a. udgav radiohittet “Wildflower” i 2018.
’Pacifist’ udkommer i dag d. 30. august 2024 gennem Playground Music.
Hør sangen her.