Børn af legendariske Sneakers - voksne med kærlighed til melankolsk pop

LATE er historien om tre barndomsvenner, der blev til musikalsk kollektiv på baggrund af opvækst og en fælles kærlighed til melankolsk popmusik. Alle tre medlemmer er børn af det danske 80’er band – Sneakers. 
 
LATE, er et synth-baseret urban pop-band, der trækker tråde til alt fra Prince, M83, Sade og Bieber/Skrillex sounden. LATE er Max Winding, Caroline Franceska og Ludomir Dietl.
 
  • Vi har i forbindelse med vores opvækst fået en stor kærlighed til den melankolske pop. Det er vores mål at bære vores musikalske arv fra 80’erne og 90’erne ind i et mere nutidigt univers - og skabe vores egen identitet, udtaler LATE.

 
I de seneste 10 år har de hver især været udøvende musikere, sangere og producere. Der har også været samarbejder de tre medlemmer imellem og derfor virkede det helt naturligt at danne en fælles musikalsk platform hvorfra de kunne eksperimentere og udforske popmusikken. Det blev til bandet LATE.
 
De voksede op sammen i slut 80’erne - i slipstrømmen af deres fædres band – legendariske Sneakers. Med baggrund i det livslange venskab, besluttede de i 2012 at lave musik sammen. Den første tid handlede om at finde en fælles vision, en identitet og ikke mindst en sound. Det der den 17. marts bliver til debut EPen ”Adventure”.
 

  • Vi har spillet sammen og hver for sig hele livet. Nu glæder vi os til at spille vores egen musik for resten af verden. Vi har alle spillet med mange af de helt store i Danmark (Rasmus Walter, Burhan G. og Kresten Osgood for at nævne et par), men det kan ikke måle sig med at spille egne sange, så vi er spændte og glæder os til at dele musikken, siger Caroline Franceska.

 
LATE’s tekstunivers bevæger sig for det meste rundt om kærligheden - et eksistensgrundlag og et livsvilkår - for mange mennesker, og ligeså for bandet.
 

  • Jeg synes det interessante ved sangtekster findes et sted midt imellem det dramatiske, melankolske og det nærværende. Vores tekster tager for det meste udgangspunkt i den evigt omtalte til tider kliche’-agtige kærlighed. Kærligheden vil konstant for- eller afbinde mennesker, og netop derfor bliver det, tror jeg, aldrig kedeligt at skrive om, siger Max Winding.

 
Genren kan vel betegnes som Urban/Patos-Pop. Inspirationskilderne bevæger sig fra Prince, M83, Fleetwood Mac, Jean Michell Jarre, Janet og Michael Jackson, til Justin Bieber, Diplo og Skrillex.
 

  • Vi skaber og spiller musik - da vi har svært ved lade være. Vi føler der på en eller anden måde er opstået en tidslomme og et rum hvor der er plads til os, og hvorfra vi kan fortælle vores historier. I sidste ende laver vi musik for egen skyld, og det skal starte der, men det betyder selvfølgelig ikke at andres mening ikke betyder noget, afslutter Ludomir Dietl.

 
LATE ”Adventure (EP)” udsendes fredag den 17. marts men allerede nu er singlen ”Leave Me Alone” ude - se videoen og hør singlen her:

Uncategorized, Alleadmin