Nogle gange vælger du selv - andre gange vælger livet for dig- Julie Maria er tilbage med en ny sang efter års pause.

Det sidste den brede skare hørte til Julie Maria var da singlen ”Beat” bragede ud af radioen som P3s Uundgåelige i starten af 2013. Den skulle blive stormen før stilhed.
 
Efter år væk fra musikken, hvor helt nye aspekter at livet fik lov at fylde, brød Julie Maria stilheden. Længslen efter af skrive nye sange havde vokset sig større end den gravide mave og større end tvivlen, der ellers altid havde været en livsledsager.
Den dag styrtede hun, så hurtigt maven nu tillod det, over mod sit studie.
Med alle sine ophobede, uforløste toner og ord - og helt uden tvivl.
Øjeblikket senere sad hun foran et gammelt klaver.
 
Jeg lukkede mine øjne, placerede fingrene og ud af nogle års stilhed kom "Sangene". Sangen, der sætter scenen for mit kommende album. En sang, der i al sin enkelhed favner alt hvad pausen har handlet om, fortæller Julie Maria.
 
Sangene er en hudløs ærlig fortælling fra Julie Maria. Om at vende tilbage. Til sig selv. Og til dem og det vi elsker. Om en verden fuld af musik, sange der venter på at blive skrevet og en himmel der er evig.
 
Jeg har brugt nogle år på at favne og forstå min tvivl. Den fulgte mig overalt. Kun et eneste sted blegnede den og det var når jeg trådte ind i musikken. Paradoksalt nok var det også dér jeg følte mig mest udsat. Derfor måtte jeg slippe sangene en tid og lære mig selv at kende midt i stilheden. En dag vandt musikken og for første gang i mit liv har skabelsesprocessen været nok. Ikke behovet for bekræftelse, for anerkendelse, for skulderklap eller succes. Jeg tager det gerne, hvis det kommer. Det er bare ikke det vigtigste længere. Til gengæld glæder jeg mig utroligt meget til at dele mine nye sange med de mennesker, der vil tage sig tid til at lytte, afslutter Julie Maria.
 
”Sangene” udkommer i dag den 3. februar og er forløber for et album, der forventes at udkomme til maj. Se video til ”Sangene” her:

Uncategorized, Alleadmin