Trentemøller udgiver 2. singlen ’Dreamweavers’ - taget fra hans kommende, nye album
For nylig fik vi den første nye musik at høre fra Anders Trentemøller, siden 2022. Den poetiske ’A Different Light’ udkom den 10. maj, der med sin smukke melodi lå i et spændingsfelt imellem psych, spacerock og folk. Derudover blev det kommende album annonceret: Dreamweaver, som udkommer fredag den 13. september på Trentemøllers eget pladeselskab, In My Room / Playground Music.
Hvor ’A Different Light’ ikke havde nogen trommer og var båret af akustisk guitar og Disas dragende stemme, finder den nye single ’Dreamweavers’ sit fodfæste med en percussiv fremdrift og brusende melodier .
Tracket starter nærmest som en kortbølgeradioscanning igennem sangens akkorder. Ud af dette toner Islandske Disas vægtløse stemme frem, og resten af elementerne falder på plads i en episk opbygning.
Det kunne være fristende at fortsætte i denne retning hele nummeret igennem, men den tredje del af denne mikrosuite udvikler sig til et push/pull-forhold mellem stramme elektroniske trommer, en kølig arpeggio og næsten uldne synthflader. Lidt efter lidt dukker subtile elementer op, som en blomst der langsomt folder sig ud, for til sidst, med et udbrud af sollys, at blomstre med tusindvis af melodiknopper, da sangen når sit klimaks. Og så, uden varsel, snor planten sig rundt om radioens komponenter og kortslutter næsten hele sangen. Det hele kulminerer i et forrygende klimaks-hook og den musikalske rejse er dermed fuldendt.
Musikken er som altid Trentemøllers værk, mens teksten til dette nummer kommer fra islandske Disa, der har været en del af Trentemøllers musikunivers siden Memoria-turnéen. Hun synger ligeledes på alle vokal-numrene på det kommende Dreamweaver album.
Selvom ’Dreamweavers’ har en melankolsk følelse, som fans af hans musik kender, "føler jeg også, at den har en optimistisk og energisk vibe," udtaler Trentemøller. »Sangen favner kærlighed, relationer og intimitet. Det er ikke en trist sang, selvom der i sangen er en uundgåelig følelse af, at forhold kan være flygtige. Der er et ønske om at fastholde et magisk øjeblik “
’Dreamweavers’ udkommer digitalt i dag, fredag den 21. juni, og kan høres her.